Spring til indhold

Sundhedsforhold og rejseforsikring

Læs her om lægehjælp, vaccinationer og sundhedsrisici

Den offentlige rejsesygesikring (det gule sygesikringsbevis) og den europæiske (det blå sygesikringsbevis) dækker ikke i Brasilien. Det anbefales derfor at danskere tegner en rejseforsikring for hele rejsens varighed.

Lægehjælp

Hvis du er syg ved afrejsen eller har en kronisk sygdom, bør du inden rejsen få lavet en medicinsk forhåndsvurdering for at være sikker på, at din rejseforsikring dækker.

Information om sundheds- og sygdomsforhold kan findes på hjemmesiderne for Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsstyrelsen (SST). SSI rådgiver ikke  borgere, som kan rette henvendelse til egen praktiserende læge, vaccinationsklinikker samt SST.

Ved behov for akut lægehjælp under rejsen og henvisning til medicinsk behandling, kontakt din rejseforsikrings alarmcentral hurtigt for at sikre, at du bliver guidet til den rette behandling og kan få bistand ved en lang række praktiske spørgsmål. Udlændinge har ret til akut lægebehandling på offentlige brasilianske sygehuse, men i de større byer, er disse dog ofte overfyldte og af svingende kvalitet. Privathospitaler tager kun imod patienter, der kan godtgøre, at de kan betale eller er dækket af en forsikring.

Vaccinationer

Kontakt din læge eller rejseklinik 4-6 uger før afrejse for at tjekke, om du har brug for vaccinationer eller anden form for forebyggelse.

Sundhedsrisici

Solen kan være meget stærk, og UV-indekset er højere end i Danmark. Søg skygge midt på dagen, brug solcreme med høj solfaktor og klæd dig, så du undgår at blive skoldet.

Der finds flere myggebårne sygdomme forskellige steder i Brasilien, inkl. malaria og dengue.  

Landet oplever for tiden udbrud af zika-virus. Virussen kan udgøre en speciel risiko for gravide og kvinder, der påtænker at blive gravide. Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger her og mere information om zika-virus på Statens Seruminstituts hjemmeside.

Følgende anbefales for at undgå myggestik:

  • Brug spray eller myggeolie.
  • Brug lange bukser og bluser med lange ærmer.
  • Brug myggenet, når du skal sove, helst imprægnerede.
  • Brug aircondition/ventilator i soverum.