Spring til indhold

Information om coronavirus/covid-19

Her på siden kan du læse information til danske rejsende og fastboende i Brasilien i forbindelse med udbruddet af coronavirus/covid-19


Senest opdateret den 23. maj 2020 kl. 14:10 (lokal tid, Brasília)

Udenrigsministeriets rejsevejledning og "spørgsmål og svar" til rejsende og danske fastboende i udlandet om coronavirus/covid-19 opdateres løbende.

Rejser til og fra Brasilien

Udenrigsministeriet opfordrer alle ikke-fastboende danskere i Brasilien til at rejse tilbage til Danmark snarest muligt.

Mulighederne for udrejse af Brasilien vil fremadrettet være stærkt begrænsede. Flere flyselskaber har midlertidigt suspenderet al flyvning fra Brasilien. Andre flyselskaber har indført begrænsninger i deres flyruter fra Brasilien til Europa. De internationale afgange udgår nu primært fra São Paulo og i mindre omfang fra Rio de Janeiro. De interne transportmuligheder i Brasilien er begrænsede, hvilket kan vanskeliggøre hjemtransport over São Paulo.

Ambassaden anbefaler danske rejsende, der befinder sig uden for São Paulo, at arrangere hjemrejsen snarest muligt, mens indenrigsflyvning mellem delstaternes hovedstæder fortsat er mulig.

Nedenfor finder du en liste over udrejsemuligheder. Listen er tentativ og skal derfor tages med forbehold. Du bør løbende holde dig orienteret om status for din planlagte hjemrejse via dit flyselskab eller rejsebureau. Ifølge ambassadens oplysninger skulle der være god mulighed for at reservere flybilletter grundet general nedgang i antallet af rejsende fra Brasilien til Europa.

Der er ingen direkte flyforbindelse mellem Brasilien og Danmark, men der er fortsat flyforbindelse (direkte eller med mellemlanding) til Danmark fra Amsterdam, Frankfurt, Lissabon og Paris. Du bør holde dig orienteret om transitmulighederne på hjemmesiderne for de danske ambassader i de respektive transitlande. 

De nye indrejserestriktioner til Danmark har i nogle tilfælde gjort det svært for ikke danske statsborgere rejsende til Danmark at boarde fly fra udlandet. Hvis du har lovlig bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat, der viser dette (certificate to board).

Den brasilianske regering har besluttet at lukke midlertidigt for indrejse via lufthavne, havne og fysiske grænseovergange. Transit er kun muligt mod fremvisning af billet for den fortsatte rejse. Indrejseforbuddet er gældende frem til den 20. juni 2020. Indrejseforbuddet gælder ikke for udlændinge med permanent bopæl i Brasilien. Danske rejsende kan fortsat rejse ud af Brasilien.

 

Liste over udrejsemuligheder til Europa

NB! De fleste flyselskaber overvejer løbende situationen, hvorfor ændringer kan ske med kort varsel

 

Air France

Tre ugentlige flyninger fra São Paulo (GRU) til Paris (CDG) tirsdag, torsdag og søndag frem til den 31. maj.

Et ugentligt fly (onsdag) fra Rio de Janeiro (GIG) til Paris (CDG) frem til den 31. maj.

Alle indrejsende til Frankrig skal i 14 dages karantæne. Det gælder ikke rejsende i transit, der dog skal forblive i transitområdet.         

Der er ikke længere direkte fly fra Paris til Danmark men det skulle være muligt at flyve via Amsterdam, Frankfurt og Stockholm.

Azul

Den 24. maj: Et fly fra Campinas (VCP) til Lissabon (LIS)

Den 31. maj: Et fly fra Campinas (VCP) til Lissabon (LIS)

 

Alle indrejsende til Portugal skal i 14 dages karantæne. Det gælder ikke rejsende i transit, der dog skal forblive i transitområdet.

 

Der er ikke længere direkte fly fra Lissabon til Danmark men det skulle være muligt at flyve via Amsterdam og Frankfurt.

KLM

Tre ugentlige flyvninger fra São Paulo (GRU) til Amsterdam (AMS) mandag, onsdag og fredag.


To ugentlige flyvninger fra Rio de Janeiro til Amsterdam (torsdag og søndag). 

 

KLM flyver kun, hvis der er tilstrækkelig mange rejsende booket ind på de enkelte afgange. Rejsende skal booke online gennem mail.invol@klm.com

LATAM

Den 26. maj: Et fly fra São Paulo (GRU) til Frankfurt (FRA)

Den 28. maj: Et fly fra São Paulo (GRU) til Frankfurt (FRA) 

Lufthansa

Tre ugentlige flyvninger mellem São Paulo (GRU) og Frankfurt (FRA), mandag, torsdag og lørdag frem til udgangen af maj.


Fra juni planlægges fem ugentlige flyvninger på samme rute (mandag, tirsdag, torsdag, lørdag og søndag).            

 

Flybilletter skal købes online mindst 24 timer før afgang.

TAP

Fra den 22. maj planlægges to ugentlige flyvninger (fredag og søndag) fra São Paulo (GRU) til Lissabon (LIS) og en ugentlig flyvning (fredag) fra Rio de Janeiro (GIG) til Lissabon (LIS). 

Fra juni planlægges to ugentlige flyvninger (tirsdag og lørdag) fra São Paulo (GRU) til Lissabon (LIS) og en ugentlig flyvning (lørdag) fra Rio de Janeiro (GIG) til Lissabon (LIS).

Alle indrejsende til Portugal skal i 14 dages karantæne. Det gælder ikke rejsende i transit, der dog skal forblive i transitområdet.

Der er ikke længere direkte fly fra Lissabon til Danmark men det skulle være muligt at flyve via Amsterdam og Frankfurt.

Udviklingen i Brasilien

Ambassaden følger løbende udviklingen i forhold til coronavirus/covid-19 i Brasilien. Danskere bosat eller på rejse i Brasilien opfordres til at følge de lokale myndigheders information via nyhedsmedierne og nedenstående informationskanaler.

Det brasilianske Sundhedsministerium informerer om officielle retningslinjer for at undgå smitte, lokalt beredskab, information om antallet af dødsfald og smittede fordelt på delstater (kun portugisisk). Brasilien har registreret 21.048 coronarelaterede dødsfald, og i alt 330.890 personer er smittet med coronavirus/covid-19.

Også på app’en 'Coronavírus-SUS' kan du følge de officielle brasilianske retningslinjer og læse om, hvad du skal gøre, hvis du får symptomer. App’en kan hentes til enten ANDRIOD eller iOS (kun portugisisk).

Generelle anbefalinger fra WHO vedrørende forebyggelse af coronavirus/covid-19 kan findes her.

Hver delstat har udpeget ét eller flere offentlige referencehospitaler, som modtager patienter med særlige alvorlige coronavirus/covid-19 symptomer. Du kan se en oversigt over referencehospitaler her. Andre udvalgte offentlige og private hospitaler kan også modtage coronavirus/covid-19 patienter. Du bør undersøge, hvilke hospitaler i dit nærområde, der modtager coronavirus/covid-19 patienter f.eks. via din forsikring.

Desuden skal du være opmærksom på, at det brasilianske sundhedssystem bliver stadig mere presset i takt med, at antallet af smittede stiger. Det betyder i praksis, at hospitaler nogle steder i landet ikke modtager nye patienter. Det betyder også, at du som rejsende i Brasilien selv med en privat sundhedsforsikring i hånden ikke kan regne med at få adgang til sundhedsydelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Danskere, der befinder sig i Brasilien og mistænker at være smittede med coronavirus/covid-19, skal undgå kontakt med andre mennesker, herunder lokale skadestuer, og sætte sig i telefonisk forbindelse med brasilianske sundhedsmyndigheder gennem telefonnummeret 136.

Alle delstater har lukket skoler og universiteter samt indført restriktioner af offentlig transport. Restriktionerne omfatter også lukning af forretninger, restauranter og turistattraktioner med en general opfordring til at opholde sig i eget hjem. Delstaterne indfører stadig flere restriktioner som udgangsforbud og krav om mundbind. Desuden lukker deltstater om sig selv, hvilket kan komplicere transporten til São Paulo.

Indrejserestriktioner i Danmark

Fra den 14. marts indførte Danmark kontrol ved alle landets grænser, som led i indsatsen for at hæmme spredningen af COVID-19. Personer, der ønsker at indrejse i Danmark, må forvente at blive afvist ved de danske grænser, herunder i danske lufthavne, medmindre de har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen – f.eks. hvis den pågældende bor eller arbejder i Danmark eller skal levere varer til Danmark. Personer med gyldigt Schengen visum risikerer også at blive afvist ved grænsen. Se mere her.

Grundet indførelsen af kontrol ved alle landets grænser, er det midlertidigt ikke muligt at søge om visa til Danmark. Det betyder, at online ansøgningsskemaer hverken kan udfyldes eller indleveres. Ansøgninger indleveret inden den 20. marts vil blive færdigbehandlet. I særlige tilfælde, hvor en ansøger skal rejse til Danmark og har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen, skal den danske ambassade i Brasilia kontaktes. Du kan læse mere om anerkendelsesværdige formål her.

Yderligere information for fastboende

Det globale udbrud af covid-19 kan medføre vanskeligheder med forsendelse af post til udlandet. Det betyder, at der for danskere bosat i udlandet kan opstå problemer med at få tilsendt et nyt NemID-nøglekort med posten.

Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at man installerer NemID nøgleapp på sin telefon. Se mere her.

Nem adgang til vigtig information

Ambassaden opfordrer alle danskere i Brasilien til at registrere sig på Danskerlisten og hente udenrigsministeriets app Rejseklar. Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig. Du tilmelder dig Danskerlisten her.

Har du spørgsmål i forbindelse med coronavirus/covid-19, kan du tage kontakt til den danske ambassade på telefonnummer: +55 (61) 3878 4500. Uden for ambassadens åbningstid er der mulighed for omstilling til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på: +45 33 92 11 12.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen. På de danske myndigheders fælles informationssite kan du finde information om coronavirus/covid-19.

 

Læs mere om Udenrigsministeriets app 'Rejseklar' her

 

Tilmeld dig Danskerlisten