Innovation, digitalisering og IP-rettigheder
Siden 2015 har
Danmark og Brasilien samarbejdet om innovation og offentlig digitalisering i et
partnerskab med regelmæssige udvekslinger af myndighedspraksisser og
institutionelle perspektiver. Lokalt er samarbejdet forankret i Brasiliens
ministerium for administration og innovation i offentlige tjenester og
relevante danske partnermyndigheder. Således samarbejdes der i 2025 omkring
bilaterale erfaringer med anvendelse af adfærdspåvirkende videnskab i den
offentlige sektor, hvordan man kan konceptualisere og implementere
fællesoffentlig digitalisering i både stat, regioner og kommuner, samt hvordan
digitalisering af geodata kan bidrage til større gennemsigtighed og mere
effektiv miljøbeskyttelse.
Siden 2019 har
samarbejdet også involveret aktiviteter om IP-rettigheder. Her samarbejder det
brasilianske IP-kontor, INPI, med sin danske pendant, Patent- og
Varemærkestyrelsen, om hvordan IP-rettigheder kan bruges som strategisk værktøj
til at udbrede kommercialiseringen af forskning og opfindelser, samt hvordan
IP-myndigheder bedre kan stimulere til skabelse af innovationsmiljøer gennem
større brugerkontakt og kommunikationstiltag om fordelene ved at beskytte sine
rettigheder gennem optagelse af patenter og varemærker. De to myndigheder
samarbejder også om tiltag for at ensarte sagsbehandling og sikre
gennemsigtighed i processen for brugerne.
Samarbejdet
fortsætter i indeværende projektfase indtil 2026.