Gå til indhold

Sundhedssamarbejde

Danmark og Brasilien har haft et strategisk sektorsamarbejde inden for sundhed siden 2016. Projektet fokuserer på den digitale transition, bedre udnyttelse af sundhedsdata og forbedrede rammebetingelser for godkendelse af ny medicin og medicinsk teknologi. 

Gennem næsten et årti har samarbejdet etableret stærke bånd mellem landene via en udbytterig videnudveksling og gensidig inspiration til udvikling af området. I 2025 er projektet gået ind i sin tredje fase, der løber frem til 2028. Udover at føre de eksisterende aktiviteter videre inddrages supplerende områder, som AI-værktøjer i sagsbehandlingen på lægemiddelområdet og forbedret deling af sundhedsdata på tværs af det føderale, delstatslige og kommunale niveau. Samarbejdet foregår mellem de to sundhedsministerier, herunder Sundhedsdatastyrelsen og Lægemiddelstyrelsen i Danmark og den brasilianske lægemiddelstyrelse ANVISA.

 

Danmark står meget stærkt på disse områder og har længe delt sine erfaringer med Brasilien. Det brasilianske sundhedssystem er universelt og tilbyder gratis sundhed til alle. Men det er også under pres, hvilket skaber ulighed i sundhed, særligt for de borgere (ca. 75 %), der ikke har råd til at bruge den private sundhedssektor. Brasilien investerer derfor stort i den digitale transition, sundhedsteknologi og i processer, der kan sikre den store befolkning på over 215 millioner indbyggere mere lige adgang til sundhedsstyrelser, ny medicin og teknologi. Det er disse tiltag, som det strategiske samarbejder bidrager til.

 

Blandt de mere specifikke arbejdsområder er videreudviklingen af Brasiliens nye nationale sundhedsplatform, der er direkte inspireret af den danske platform, digital modning af den offentlige sundhedssektor i kommuner og delstater, samt udnyttelse af sundhedsdata i den politiske og kliniske beslutningstagning. På lægemiddelområdet understøttes udviklingen af god praksis ved kliniske forsøg, tiltag mod antimikrobiel resistens (AMR), der er en stor sundhedsudfordring og styring af det stadigt mere komplekse område for medicinsk teknologi.