Dansk pas
Hvem kan udstede pas?
I Brasilien kan du få udstedt pas på Ambassaden i Brasília eller på Generalkonsulatet i São Paulo. De honorære konsulater kan kun udstede pas til børn under 12 år, forlænge pas og udstede nødpas (provisoriske pas).
Læs om ansøgningsproceduren her. Ekspeditionstiden er ca. 5 uger for udstedelse af et nyt pas.
Forlængelse af pas
For at få forlænget et udløbet pas er det en betingelse, at det ikke er udløbet for mere end tre måneder siden. Desuden kan et pas kun forlænges én gang og for maks. 12 måneder. Det anbefales, at du sikrer dig, at rejsemålets myndigheder godkender forlængede pas. Forlængede pas kan f.eks. ikke anvendes ved indrejse uden visum til USA.
Nødpas
Et nødpas (provisorisk pas) udstedes kun med gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses, og ikke for mere end 12 måneder. Et provisorisk pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter benyttelsen. Rejse på et provisorisk pas kan eventuelt give problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Det anbefales, at ansøgeren sikrer sig, at rejsemålets og transitlandes myndigheder godkender provisoriske pas.
Kan jeg få et nyt pas under min ferie i Danmark?
Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved henvendelse til Borgerservice i en hvilken som helst kommune - man behøver ikke at være bosiddende i kommunen. Find den ønskede kommune på www.borger.dk og ring på forhånd for åbningstider, tidsbestilling mv. og oplys, at du er bosiddende i udlandet. Ekspeditionstiden for et nyt pas er 10-14 dage for et almindeligt pas. Mod en ekstraudgift kan kommunen udstede et pas hurtigere.
Skal jeg medbringe billeder til passet?
Nyt pas: billederne tages på ambassaden/generalkonsulatet.
Nødpas (provisorisk pas): to fotos medbringes.
Børn: medbring et nyt digitalt billede af barnet, som opfylder Politiets krav til pasfotos.
Skal børn også afgive fingeraftryk?
Der tages ikke fingeraftryk af børn under 12 år, men de skal møde op personligt ved indgivelse af pasansøgningen.
Giv digitalt samtykke til pas til dit barn
Du kan give digitalt samtykke til, at dit barn får pas, hvis du har dansk cpr-nummer og NEM-ID. Dit barn behøver ikke at have dansk cpr-nummer. Giv digitalt samtykke her. Når du har givet samtykke og signeret med NEM-ID, kan du printe en kvittering. Kvitteringen bliver også sendt til din digitale postkasse (e-boks). Samtykket er gyldigt i 90 dage.